IRIS Group | Christians Brygge 28, 1. Sal | DK-1559 København V | Cvr: 36477857
Evaluering og impact, Iværksætteri
Når forskning og uddannelse bliver til nye virksomheder
Opsummering
IRIS Group har gennemført en omfattende analyse af iværksætteri på Aarhus Universitet, Københavns Universitet, Syddansk Universitet, Copenhagen Business School og Danmarks Tekniske Universitet. Analysen belyser omfanget af nye iværksættervirksomheder startet af studerende, dimittender og forskere ved de fem danske universiteter i perioden 2008-19. Analysen ser også på den samfundsmæssige impact, som de universitetsbaserede iværksættere skaber i form af bl.a. jobs, omsætning og eksport. Analysen er primært baseret på registerdata fra Danmarks Statistisk.
Analysen viser bl.a. at:
- I perioden 2008-19 blev der skabt 7.197 nye virksomheder af forskere, studerende og nyuddannede kandidater fra de fem universiteter. Det svarer til omkring 600 nye virksomheder årligt.
- Der har der været en stor vækst i iværksætteraktiviteten på universiteterne. I perioden 2008-10 blev der etableret 1.405 nye virksomheder, mens der i 2017-19 udsprang 2.138 virksomheder fra de fem universiteter.
- Over halvdelen af virksomhederne er startet af studerende, mens omkring en tredjedel er startet af dimittender. 13 pct. er startet af forskere eller baseret på patenter udtaget i forskningen (spinouts).
- Studenteriværksættere og dimittender, der starter virksomheder, kommer ofte fra samfundsvidenskab og teknisk videnskab. 73 pct. af alle nye virksomheder blandt studerende og 68 pct. blandt dimittenderne er startet af personer med baggrund i de to fagområder.
- I 2019 beskæftigede de universitetsbaserede virksomheder mere end 9.300 fuldtidsansatte og havde en samlet omsætning på 12,6 mia. kr.
- Universitetsiværksætterne er i opstartsårene mindre end andre iværksættere. Men de vokser hurtigere og skaber flere jobs. F.eks. havde universitetsbaserede virksomheder etableret i 2008-11 en jobvækst i 2011-19 på 116 pct. mod 31 pct. blandt sammenlignelige iværksættere.
- De universitetsbaserede iværksættere skaber med årene en højere omsætning end andre iværksættere inden for samme branche.