Dataanalyse og statistik,Iværksætteri,Trends og teknologi

Den danske robotklynge i et globalt vækstperspektiv

Opsummering

IRIS Group har gennemført en analyse af den danske robotklynge i et globalt vækstperspektiv. Analysen giver et overblik over klyngens udvikling, størrelse og styrker samt de fremtidige vækstpotentialer. Desuden bliver den danske robotklynge sammenlignet med ni andre førende robotklynger i verden.

Analysen er udarbejdet på vegne af Robotics Alliance og er baseret på data og prognoser fra forskellige internationale analyseinstitutter samt interviews med danske og udenlandske klyngeorganisationer, universiteter, virksomheder og brancheorganisationer.

Følgende konklusioner kan fremhæves:

  • Danmark er verdensførende, når det kommer til vækst i eksport af industrielle robotter. Danmark har seksdoblet eksporten fra 2014 til 2018.
  • Væksten i den danske robotklynge er især båret frem af de såkaldte kollaborative robotter, hvor Danmark har en helt særlig styrkeposition.
  • De eksisterende internationale vækstprognoser tegner et entydigt billede af, at det globale marked for kollaborative industrirobotter vil fortsætte den kraftige vækst, da denne teknologi har brede anvendelsesmuligheder. Det estimeres bl.a., at det globale marked for kollaborative industrirobotter kan udgøre hele 79 mia. kr. i 2027.
  • Danmarks forskning inden for industriel robotteknologi er ligeledes vokset de senere år. Fra 2013 til 2018 blev Danmarks antal af forskningspublikationer firdoblet inden for området.
  • Den danske klynge og styrkeposition inden for robotområdet er relativt ny i sammenligning med de førende udenlandske regioner og virksomheder. Samtidig er den danske klynge og styrkeposition – i modsætning til flere af de udenlandske klynger – ikke knyttet til en bestemt industri (som fx bilindustrien).
  • I et globalt perspektiv fremstår det danske økosystem og samarbejdet mellem de forskellige aktører (virksomheder, universiteter, GTS’er, myndigheder, klyngeorganisationer, mv.) på robotområdet desuden ekstraordinært stærkt.