Brugernes vurdering af InnoFounders effekter – fra inkubationsforløb til levedygtige vækstvirksomheder

Opsummering

IRIS Group har gennemført en effektevaluering af Innovationsfondens InnoFounder-program. InnoFounder er Innovationsfondens etårige inkubationsforløb for unge, nyuddannede iværksættere. Formålet med forløbet er at accelerere udviklingen af iværksætteridéer fra de tidlige faser til et stadie, hvor iværksætterne er klar til at gå på markedet eller tiltrække investeringer andetsteds fra.

Grundlaget for evalueringen er brugernes besvarelser på et obligatorisk spørgeskema, som udfyldes ved forløbets afslutning. Effektevalueringen fokuserer primært på oplevede og forventede resultater af InnoFounder, men belyser også deltagernes vurdering af forløbets forskellige aktiviteter.

Følgende fund kan fremhæves:

  • Deltagerne er ambitiøse i deres forventninger til deres iværksættervirksomheders fremtidige omsætning. De fleste deltagere har endnu en begrænset omsætning ved afslutningen af forløbet, hvilket afspejler, at InnoFounder netop fokuserer på de tidlige stadier og på at bringe forretningsidéer hen til det stadium, hvor de er klar til markedet eller til at tiltrække kapital.
  • Evalueringen peger i retning af, at antallet af ansatte i iværksættervirksomhederne er steget undervejs i InnoFounder-forløbene, og at et flertal ved forløbets afslutning har planer om at ansætte flere medarbejdere.
  • Et flertal af deltagerne vurderer, at det er blevet lettere at tiltrække kapital som følge af deltagelsen i forløbet. Mere end halvdelen af deltagerne vurderer, at deltagelsen i InnoFounder har styrket deres evne til at finde finansiering til virksomheden.
  • Deltagerne oplever både at få styrket deres kompetencer inden for produktudvikling, forretningsudvikling, drift, go-to-market strategier og kapitalfremskaffelse.
  • Langt de fleste deltagere angiver, at netværket til andre iværksættere er brugbart og bidrager til iværksætteridéens og virksomhedens fremdrift.
  • Det månedlige stipendium på 15.000 kr. under det etårige forløb anses for at være den absolut vigtigste del af at deltage i InnoFounder.

Download rapport

Flere publikationer fra IRIS Group

Vil du høre mere om IRIS Group?

Et tværfagligt hold af konsulenter leverer markedets skarpeste analyser og rådgivning. Skal vi hjælpe dig?

Kontakt os