Opsummering
IRIS Group har for Udenrigsministeriet gennemført en effektmåling af de fælles erhvervsfremstød, der skal styrke danske virksomheders adgang til udenlandske markeder. Analysen belyser både virksomhedernes udbytte af at deltage i erhvervsfremstød og det samlede samfundsøkonomiske afkast af den offentlige støtteordning.
Effektmålingen bygger på en spørgeskemaundersøgelse blandt virksomheder, der deltog i erhvervsfremstød i 2022-2023, samt en registerbaseret effektanalyse af deltagende virksomheder i perioden 2017-2022.
Analysen viser blandt andet, at:
- De fælles erhvervsfremstød giver et betydeligt samfundsøkonomisk afkast. Cost-benefit-analysen viser, at hver krone investeret i offentlig støtte til erhvervsfremstød skaber en samfundsøkonomisk gevinst på mellem 3 og 5,5 kr.
- De samfundsøkonomiske gevinster opstår især gennem øget produktivitet. Det skyldes dels, at virksomhederne bliver mere produktive gennem eksport, dels at beskæftigelsen i højere grad flyttes mod mere produktive virksomheder.
- Erhvervsfremstødene bidrager til øget dansk eksport. Den samlede kortsigtede eksporteffekt af fremstødene i 2022 og 2023 estimeres til ca. 1,4 mia. kr. på baggrund af virksomhedernes egne vurderinger. Små og mellemstore virksomheder står for omkring 75 pct. af denne effekt.
- Erhvervsfremstødene styrker virksomhedernes netværk og markedsindsigt. Hele 93 pct. af de deltagende virksomheder har etableret nye kontakter gennem fremstødene, mens omkring fire ud af fem vurderer, at deltagelsen har styrket deres indsigt i eksportmarkederne.
- Den offentlige støtte har særlig stor betydning for små og mellemstore virksomheder. Blandt SMV’erne vurderer 61 pct., at tilskuddet har haft meget stor betydning for deres beslutning om at deltage. Støtten spiller en særlig vigtig rolle for virksomheder, der ønsker at etablere sig på nye eksportmarkeder.