Opsummering
IRIS Group har gennemført en slutevaluering af ESA BIC Denmark, der blev etableret i 2020 som et femårigt program i samarbejde mellem tre danske universiteter, Uddannelses- og Forskningsministeriet, European Space Agency, Industriens Fond og Otto Mønsteds Fond samt partnere fra industrien. ESA BIC Denmark har til formål at styrke udviklingen af nye, rumrelaterede virksomheder og samtidig øge anvendelsen af rumteknologi og satellitdata i dansk erhvervsliv. Indsatsen er forankret i tre inkubationsmiljøer ved Danmarks Tekniske Universitet, Aarhus Universitet og Aalborg Universitet, hvor virksomhederne har gennemført et toårigt inkubationsforløb.
Evalueringen viser bl.a., at:
- ESA BIC Denmark har i høj grad realiseret sine målsætninger. Programmet har optaget 41 startups med en succesrate på ca. 94 pct. for gennemført inkubationsforløb.
- Inkubationsforløbet har bidraget til en markant styrkelse af virksomhedernes teknologiske og forretningsmæssige modenhed. Virksomhederne udvikler sig positivt på tværs af centrale parametre som teknologi, forretning, finansiering og kundeforståelse.
- Startups i programmet har haft meget stor succes med at tiltrække ekstern finansiering. I gennemsnit har virksomhederne rejst ca. 900.000 euro og samlet over 32 mio. euro, hvoraf hovedparten kommer fra private investorer.
- ESA BIC Denmark har bidraget til betydelig jobskabelse. Virksomhederne har tilsammen skabt 275 fuldtidsjob.
- Programmet har i høj grad bidraget til at udbrede anvendelsen af rumteknologi i dansk erhvervsliv. Lidt over 100 non-space virksomheder har været involveret i ESA BIC-aktiviteter, og der er igangsat en række samarbejdsprojekter med betydeligt innovations- og kommercialiseringspotentiale.