Erhvervsklimamåling – Norddjurs Kommune 2025

Opsummering

IRIS Group har for tredje år i træk gennemført en erhvervsklimamåling i Norddjurs Kommune. Analysen ser nærmere på fem udvalgte rammevilkårs betydning for de lokale virksomheder, og i hvilken grad virksomhederne mener, at forskellige tiltag kan styrke de forskellige rammevilkår. Rammevilkårene er Sagsbehandling & servicekultur, Brandingindsats, Information & dialog, Infrastruktur samt Grøn udvikling.

Målingen er baseret på en spørgeskemaundersøgelse, hvor over 200 virksomheder i Norddjurs Kommune deltog. Det relativt høje antal besvarelser gjorde det muligt at tegne et detaljeret billede af, hvordan forskellige typer af virksomheder vurderer de lokale rammevilkår.

Formålet med målingen er, at den skal hjælpe Norddjurs Kommune med at kvalificere kommunens erhvervspolitiske indsats og sikre, at der skabes de bedst mulige rammer for virksomhederne i kommunen.

Nogle af hovedpointerne i målingen er, at:

  • Knap halvdelen af virksomhederne mener, at den lokale infrastruktur og kommunens brandingindsats er vigtig for dem.
  • Over halvdelen (56 pct.) vurderer, at Norddjurs Kommunes brandingindsats i høj eller meget høj grad kan styrkes gennem fortællingen om mulighederne for det gode liv i kommunen.
  • Kun 35 pct. af virksomhederne vurderer, at den grønne udvikling i meget høj eller i høj grad er vigtig for dem. Dette er en lidt lavere andel end i 2023 og i 2022, hvor omkring 40 pct. af virksomhederne vurderede den grønne udvikling som vigtig.