IRIS Group | Christians Brygge 28, 1. Sal | DK-1559 København V | Cvr: 36477857
Evaluering og impact
Evaluering af DK2020 – Klimaplaner for hele Danmark
Opsummering
IRIS Group har for CONCITO, Realdania og de danske regioner udarbejdet en evaluering af projektet “DK2020 – Klimaplaner for hele Danmark”. Projektet har som ambition at styrke danske kommuners klimaarbejde ved at understøtte dem i at udarbejde ensartede klimaplaner, der følger internationale standarder for klimaplanlægning. Projektet blev afsluttet ved udgangen af 2023, hvor næsten alle (96 af 98) danske kommuner stod med en godkendt klimaplan.
Evalueringen viser bl.a., at hver fjerde kommune sandsynligvis ikke havde haft en klimaplan i dag, hvis ikke det havde været for projektet. Og ca. halvdelen af kommunerne havde sandsynligvis haft en markant mindre ambitiøs og gennemarbejdet plan uden projektet.
Evalueringen viser desuden, at projektet har:
- Sat klima på dagsordenen blandt politikere og ledende embedsfolk i kommunerne.
- Skabt større opmærksomhed om kommunernes bidrag til at realisere nationale klimamål.
- Sikret opbygning af viden, kompetencer og værktøjer til brug for klimaindsatsen i kommunerne.
- Opbygget faglige fællesskaber og netværk på tværs af klimaplanlæggere i de enkelte kommuner.
Endelig peger evalueringen på en række vigtige fremtidige opmærksomhedspunkter, nu hvor planerne skal implementeres med støtte fra Klimaalliancen, som er et partnerskab mellem Realdania, KL og regionerne.