Grøn konkurrencekraft

Opsummering

IRIS Group har for Industriens Fond udarbejdet en analyse af sammenhængen mellem grøn omstilling og konkurrencekraft i den danske industrisektor. Det er første gang, at denne sammenhæng er undersøgt på et stort empirisk grundlag.

Analysen bygger på den nyeste forskning og baserer sig på en omfattende spørgeskemaundersøgelse samt interviews med danske virksomheder. Gennem analyseforløbet har et advisory board, bestående af professor Annabeth Aagaard, professor Poul Houman Andersen og lektor Signe Pedersen, bidraget med værdifuld indsigt og analytisk sparring.

Analysen dokumenterer, at:

  • Der er en positiv sammenhæng mellem investeringer i grøn omstilling og konkurrencekraft i danske industrivirksomheder. Dog varierer det betydeligt mellem virksomheder, hvor hurtigt grønne tiltag omsættes til konkurrence­fordele og økonomisk værdiskabelse.
  • 93 pct. af industrivirksomhederne har som minimum implementeret enkeltstående grønne tiltag.
  • Kun 2 ud af 10 industrivirksomheder har en plan eller strategi for grøn omstilling.
  • Danske industrivirksomheder er længst med grøn omstilling ”inden for murene” (fx reduktion af energi, materiale- og vandforbrug), mens færre arbejder aktivt for grøn omstilling i den samlede forsyningskæde (fx samar­bejde med underleverandører om reduktion af klimaaftryk).
  • Udgangspunktet for at opnå grøn konkurrencekraft er ikke ens for alle indus­trivirksomheder. Både de interne forudsætninger og eksterne vilkår varierer, og det betyder, at grønne tiltag er nemmere at gennemføre og hurtigere viser sig i konkurrencekraft for nogle virksomheder end for andre.
  • Grøn omstilling er en læringsproces. Mange starter omstillingen i samarbejde med eksterne rådgivere og begynder først efter et par års arbejde med grøn omstilling at opbygge interne grønne kompetencer.

Se Frederik Stewart Gaardboe præsentere hovedresultaterne ifm. analysens lancering d. 20. januar 2025.