IRIS Group | Christians Brygge 28, 1. Sal | DK-1559 København V | Cvr: 36477857
Iværksætteri
Kvindelige iværksættere i Odense Kommune
Opsummering
IRIS Group har gennemført en analyse af kvindelige iværksættere i Odense Kommune. Analysen ser nærmere på udviklingen i antallet af kvindelige iværksættere i kommunen og stiller samtidig skarpt på centrale barrierer for, at kvinder starter egen virksomhed. Endelig kommer analysen med forslag til en række indsatser, der kan være med til at styrke de lokale rammer for kvindelige iværksættere i Odense.
Analysen er foretaget for Odense Kommune og baserer sig på interviews med nøgleaktører fra Odenses iværksætterøkosystem samt kvinder, der har startet eller overvejer at starte egen virksomhed. Herudover er der gennemført et omfattende litteraturstudie af centrale barrierer for kvindelige iværksættere samt en registerbaseret analyse af kvindelige iværksættere over de seneste 10 år.
Analysen viser bl.a. at:
- 26 pct. af alle iværksættere i Odense var i 2018-20 kvinder, hvilket svarer til landsgennemsnittet. Andelen af kvindelige iværksættere har været nogenlunde konstant over de seneste ti år.
- Virksomheder med et rent kvindeligt stifterteam har samme overlevelsesrate i Odense Kommune som virksomheder, hvor stifterteamet alene består af mænd.
- Kvindelige iværksættere har en større tilbøjelighed til at gå sammen med mænd (end omvendt), når de stifter virksomhed i et team. Kun 4 pct. af de virksomheder, som etableres af kvinder, har et rent kvindeligt stifterteam.
- Mange forskellige faktorer har betydning for, at færre kvinder end mænd starter egen virksomhed. Begrænset adgang til risikovillig kapital er en central udfordring. I 2021 gik kun omkring to pct. af den rejste kapital til startups til virksomheder med et rent kvindeligt stifterteam. Dertil er et mere begrænset forretningsnetværk med til at gøre det sværere for kvindelige iværksættere at opbygge relationer til vigtige samarbejdspartnere og potentielle kunder.
- En anden central barriere er, at der er få kvindelige rollemodeller, som andre kvinder med interesse for at starte egen virksomhed kan spejle sig i. Et mere mangfoldigt udbud af kvindelige rollemodeller kan fjerne en del af usikkerheden forbundet med at etablere egen virksomhed, nedbryde fordomme og styrke kvinders tro på egne entreprenante evner.