Iværksætteri på Københavns Universitet

Opsummering

IRIS Group har gennemført en omfattende analyse af iværksætteri på Københavns Universitet.  Analysen sætter fokus på et område i KU’s erhvervssamspil, der hidtil har været underbelyst – nemlig iværksætteri på KU og den samfundsøkonomiske betydning af, at forskere, dimittender og studerende fra KU starter virksomheder.

Analysen er baseret på registerdata, desk research og interviews med iværksættere og nøglepersoner på Københavns Universitet.

Det samlede billede er, at de KU-baserede iværksættere har en betydelig samfundsøkonomisk impact. Men at den tager tid at realisere.

Analysen viser bl.a., at:

  • Der i perioden 2001-2016 blev etableret mere end 4.600 nye virksomheder af forskere, studerende og nye kandidater fra KU.
  • Iværksætteraktiviteten på KU har været stigende siden årtusindeskiftet.
  • Væksten i iværksætteriet på KU er primært drevet af dimittender og ansatte VIP’er. Dimittenderne tegner sig for over halvdelen af alle nye KU-virksomheder, mens 1/3 startes af studerende i løbet af studietiden på KU.
  • Studenteriværksættere og dimittender, der starter virksomhed, kommer ofte fra samfundsvidenskab og humaniora, mens de natur- og sundhedsvidenskabelige områder dominerer blandt virksomheder startet af forskere.
  • KU-iværksættere skaber flere jobs og har højere vækst end andre iværksættere. Iværksætterne fra KU er lidt bedre end andre iværksættere til at skabe arbejdspladser efter få års virksomhedsdrift.
  • Det tager derimod længere tid for KU-iværksætterne at etablere sig på markedet og få en væsentlig omsætning. Det skyldes formentlig, at de universitetsbaserede iværksættere er baseret på viden og idéer, som det ofte tager en del år at kommercialisere.
  • KU-iværksætterne vokser imidlertid hurtigere over tid med hensyn til både beskæftigelse og omsætning end andre danske iværksættere.
  • Når der kigges på tværs af forskellige parametre (antal iværksættere, omsætning og beskæftigelse pr. virksomhed og eksport) er virksomheder startet af studerende den gruppe, der klarer sig bedst. Samlet er studenteriværksættere således den gruppe blandt KU-iværksætterne, der har størst samfundsøkonomisk betydning.

Rapporten indeholder også interviews med KU-iværksættere. Læs bl.a. om, hvordan:

  • Historiestuderende revolutionerede folkeskolens undervisningsmateriale.
  • Datalogi-dimittender udviklede software på baggrund af kunstig intelligens, der i dag sælges verden over til store virksomheder.
  • Spinoff-virksomhed baseret på grundforskning fra Kemisk Institut blev til den førende, optiske sensorvirksomhed i verden.

Download rapport

Flere publikationer fra IRIS Group

Vil du høre mere om IRIS Group?

Et tværfagligt hold af konsulenter leverer markedets skarpeste analyser og rådgivning. Skal vi hjælpe dig?

Kontakt os